Opskrift på tørret æble,
cremefraiche med vanilje og
karamelsuppe
Min søster var på besøg, og hun er glad for
desserter. Det er altid sjovt at se, hvad man kan få ud af de
ingredienser, man har for hånden - æbler, cremefraiche,
vanilje (økologisk madagascarvanilje) sukker og mælk.
Så efter at have spist en lille frokost bestående af sild
med cremefraiche, kapers og rødløg, hjemmelavede
fiskefrikadeller med remoulade lavet på mayonnaise og
karrypickles fra Smagen af Læsø-serien,
frokostbøffer med løgkompot - gik eksperimentet i gang.
Opskrift på æbledessert: Tørrede skiver af
æble
Et fast æble udkernes. Enten med en udkerner eller en smal og
spids kniv. Æblet skæres i så tynde skiver som muligt
og bages med lidt sukker og vaniljestænger i ovnen i 30 minutter
ved ca. 120 grader.
Cremefraiche med vanilje
Lidt hvidvin koges ind (jeg brugte husvinen for tiden - grüner
veltliner fra Winzer Krems Weinmanufaktur-serie, sælges i Netto
til 55 kroner). Den unge grüner veltliner byder på naturlige
æbletoner -- og en benhård frugtsyre, som afbalancerer en
fed cremefraiche godt. Jeg bruge økologisk 38% fra Thise Mejeri.
Den har en flot gulligfarve, fornem viskositet og en fremragende dyb
flødesmag.
Hvidvinen koges ind - der kan også bruges vand med lidt
citronsaft - og en halv stang vanilje koges med til sidst.
Vaniljemassen skrabes fri med en kniv og stængerne koger med.
Smag til med en anelse sukker og fjern stængerne og eventuelle
stykker de har efterladt. Køl let af og rør cremefraichen
med vaniljevinen.
Opskrift på karamelsuppe
Et par spiseskefulde sukker - gerne økologisk rørsukker -
kommes i en tykbundet gryde og karamelliserer for svag varme (1-2 ud af
10 på mit komfur). Når en gylden karamelmasse er dannet i
bunden af gryden tilsættes mælk og lidt vanilje. Karamellen
vil størkne, når den kolde mælk rammer den, men kan
sagtens absorberes ved svag opvarmning under omrøring.
Forslag til vin, der matcher de tørrede æbleskiver og
karamelsuppen
Ung auslese eller beerenauslese på grüner veltliner eller
riesling vil passe fint til. En sød coteaux de layon vil
også gå godt i spænd med såvel
æblearomaerne som de mere søde & karamelliserede toner
i tilbehøret.
Mad - inspiration - madforslag, her; Vin, her; Hovedside, her